Leg og læring i naturen

Har dit barn brug for at komme væk fra computeren?

Når den vilde hverdag kører, kan overskuddet til at sikre dit barn en tryg, lærerig og givende eftermiddag været udfordret.

Mange børn oplever at komme hjem fra skole for blot at sætte sig alene foran computeren eller fjernsynet. Tiden, hvor man mødtes på gaden og legede med de andre børn, er for længst passeret, og børnene bliver ofte mere og mere isolerede i deres hjem. Det kan være en stressfaktor at se på som forældre. Men her kan vores indsats ”Leg og læring i naturen” være en god hjælp.

Hvem henvender “Leg og læring” i naturen sig til?

Tilbuddet er rettet mod særligt sårbare børn og unge, der er – eller er i fare for at blive – isoleret eller socialt udsat. Altså hvis du fornemmer, at dit barn har risiko for at udvikle problemer af følelsesmæssig eller social karakter. Det kan være at dit barn har en diagnose, har problemer i skolen eller måske føler sig ensom? Uanset baggrunden kan alle børn få glæde af at bruge naturen aktivt.

Hvad går tilbuddet ud på?

Vi tilbyder en struktureret eftermiddag med leg, læring og opbygning af sociale relationer og kompetencer. Vi ved, at naturen er en af de bedste læringsarenaer for at fremme børn og unges sociale færdigheder. Naturen byder på meningsfulde oplevelser, der udfordrer og stimulerer både det fysiske og det mentale. Her tilbydes praktisk læring, der straks fører til succeser, hvilket styrker selvværdet.

Sådan fungerer ”Leg og læring i naturen”

Vores ungekonsulent er selv et stort naturmenneske, og han forstår den ro og balance, naturen kan tilbyde. Han bruger vores enestående sønderjyske omgivelser med mark, skov, åer, strand og det rige dyreliv som ramme for et trygt og udviklende miljø.

Vi tilpasser programmet til det enkelte barn eller ung, og vi inddrager fx:
• Afhentning efter skole eller dagtilbud
• Cykelture i det fri
• Vandreture i skov og ved strand
• Vinterbadning – bruges også som terapi
• Fisketure med læring om dyrelivet
• Fra jord til bord, hvor vi snakker om maden rejse fra dyrkning til forbrug
• Byg-selv-projekter
• Sheltertur
• Mad over mål
• Bondegårdsbesøg
• Naturskole

Børnene oplever en følelse af frihed og nysgerrighed, når de leger og lærer i naturen. De får mulighed for at udforske, samarbejde og løse problemer – det styrker deres selvtillid og sociale færdigheder. De opnår samtidig en forståelse for naturen, der giver dem indsigt i emner som bevarelse af vores ressourcer og bæredygtighed.

Tobias Brockdorff Olesen, ungekonsulent hos Familiecenter Sønderjylland

Vores ydelser

Mød os

Faciliteter

Kontakt os på tlf. 6198 5050